Klik, klik, klik… Og så lige ÉT mere: Klik!

Er det kun hjemme hos os, at der er MANGE dykkerbilleder på computeren?? Tusindvis?!

Jeg er begyndt at rydde op. I alle vores fotos på drevet. Her støder jeg på alle vores rejser gennem de sidste 8-9 år og der er jo OCEANER af billeder, som vi ikke har sorteret i, men bare ukritisk gemt ned. Jeg går ud fra, at vi har haft til hensigt at sortere i dem senere hen – og det så bare aldrig er sket. Der er også den mulighed, at vi simpelthen har ment, at vi har behov for alle disse billeder. Ikke kun vores egne, men også alle de andres(!), som vi ofte har fået kopier med hjem af. En helt tredje mulighed er den, at vi rent faktisk har syntes, at alle eller de fleste af billederne var gode – dengang! Alt i alt er det vel en kombination, der har ført til dette overload af vores foto-drev. Og ved nærmere eftertanke… Hvem skal se alle de billeder og hvornår? Hvem gider at se de uskarpe eller dem uden et egentlig motiv? Kan vi være bekendt at slæbe familie og venner gennem hele møllen? Gider de at se ALLE billeder fra en given tur? Gider vi overhovedet selv?

Ved at sidde med det hele på én gang og se billederne over tid, over en lang årrække, opdager jeg dog udviklingen i vores billeder. Wow, der er sket meget. Og det går op for mig, at det jo er en proces. At tage fotos under overfladen. Man kan jo tage et UV-fotokursus for at speede processen op, men det har vi ikke gjort. Vi er langsomt blevet bedre. Øvet os. Først Jeppe, og så derefter mig, da Jeppe absolut ville kaste sig over videokamera i stedet. Og med de efterhånden meget bedre billeder, bliver vi automatisk mere kræsne og kritiske. Og forhåbentlig bare LIDT bedre til at rydde ud!

Og nu vi i øvrigt er omkring videokamera… Så har vi hjemme hos os - foruden fotos - også en kæmpe udfordring med at sortere og redigere video-materialet, når vi kommer hjem. Jeppe SKULLE bare have det her kamera – fordi det er sjovt og spændende og han elsker teknik og gadgets. Dog synes han ikke, det er ligeså sjovt og spændende, når vi ER kommet hjem og hverdagen igen tager over med stress og jag. Derfor har jeg måtte plage, tigge og true ham om at få redigeret filmen fra vores sidste tur… Fordi jeg vil nyde og gense de smukke øjeblikke samt i det hele taget se resultatet af, at vi overhovedet har et fancy og dyrt videokamera med. Efter 7 måneder skete det så… Efter mine trusler om, at hverken Jeppe eller videokameraet måtte komme med på vores næste tur, hvis filmen fra rejsen til Maldiverne ikke var færdig. Du kan se resultatet her, hvis du har lyst.

 

 

Hvad angår oprydning af fotos og redigering af videofilm, har vi altså indtil videre ubevidst levet efter ’bedre sent end aldrig’. Ting tager tid. Det er dog bare en lille smule træls at sidde med SÅ meget oprydning, SÅ lang tid efter. Så fremover er planen at gennemgå og sortere billederne med det samme, på selve turen, f.eks. en halv times tid HVER aften efter dagens dykkeroplevelser og med en kold øl ved vores side. Hvis det skulle glippe, er næste mulighed i flyet eller senest SÅ SNART vi kommer hjem. Vi behøver vist heller ikke længere gemme andres komplette fotoalbum ned. Fremover skal de kritiske briller på og disciplin må indføres. Det kommer helt sikkert til at stå sin prøve på vores kommende tur til Egypten.

Det korte af det lange – vær kritisk, gem kun de billeder og videoklip, der virkelig har noget på hjerte – så gør du dig selv og måske også andre en tjeneste. Og gør det MED DET SAMME, så du ikke sidder med det store oprydningsarbejde langt senere – eller endnu værre: aldrig.