Sara på Bonaire - Top 3 Båddyk
Top 3 båddyk på Bonaire
Bonaire er kendt for at have verdens bedste kystdykning, men vidste du at Bonaire også har utroligt mange smukke divesites, som du kun kan komme til ved hjælp af en båd?
Du har måske hørt hvordan folk plejede at ro ud til Klein Bonaire, eller hørt historier om divesites hvor folk plejede at rapelle ned med alt deres udstyr? Heldigvis er det blevet meget lettere nu. Og rejser du med Kingfish’s grupperejse i november så har du 6 båddyk inkluderet når du besøger mig på Buddy Dive Resort. Stortset alle divesites på Bonaire har deres navn af en årsag, og de fleste er navngivet af den berømte Captain Don, som er grundlæggeren af vores marinepark system her på Bonaire. Så her får du min guide - og baggrundshistorierne - til de 3 flotteste båddyk på Bonaire:
1. Carl’s Hill
Carl’s Hill er mit absolutte favoritdyk på Klein Bonaire. Du finder divesitet på Klein Bonaires nordvestlige side. Først og fremmest har sitet en helt unik historie.
Carl’s Hill er opkaldt efter undervandsfotografen Carl Roessler. Han var en af Captain Don’s gode venner og han dykkede tit på Bonaire. På det her tidspunkt var Klein Bonaire ikke kendt som en dykkerdestination og havde indtil nu kun været brugt til snorkelture og strandfester, men Carl fik Don overbevist om at de skulle tage en tur ud til den lille ø og tage et dyk. Captain Don trak i et par tråde og fik lånt sig til en fiskebåd hos en af hans venner. De læssede et par ilttanke, sandwich, øl og selvfølgelig Carls kameraudstyr om bord, og så tog Carl og Don afsted. De satte kurs mod Klein Bonaires nordvestlige hjørne, smed anker og hoppede i vandet.
Det første de mødte var den smukkeste revvæg både Don og Carl nogensinde havde set. Da de havde fundet sig tilrette i vandet, tog Carl et par testskud med sit kamera og de fortsatte deres dyk, hvor de udforskede korallerne og dyrelivet. Et rigtig fint dyk. De vendte derefter snuden hjemad mod Bonaire, og Carl tog hans billeder til mørkekammeret. Carl plejede egentlig ikke at fremkalde alle hans negativer, men af en eller anden årsag besluttede han sig for at fremkalde hans testskud den dag, og det skulle vise sig at være en rigtig god idé. For lige dér, foran den smukke revvæg, havde Carl ved et tilfælde taget det flotteste billede af to delfiner, mave mod mave, passere væggen. Et billede han senere viste til Captain Don, som besluttede at lige præcis det divesite skulle navngives Carl’s Hill.
Carl’s Hill er virkelig et unikt dyk. På dykket vil du selvfølgelig se den flotte væg, men Carl's Hill er også hjemsted for Reef Renewal Bonaires Elkhorn outplanting, hvilket betyder at du kan finde kæmpe store Acropora Palmata koraller lige under båden.


Billede taget af Sara ved Carl's Hill på Bonaire.
2. Bruce’s Rappel
Bruce’s Rappel, tidligere kendt som Rappel, findes nord på Bonaire. Et fuldstændig spektakulært dyk, som ikke minder om noget andet dyk på Bonaire, men først skal vi have historien bag:
Historien om Bruce’s Rappel starter på en langsom morgen i den diveshop Captain Don arbejdede for. De havde netop fået en ny ansat i shoppen, hendes navn var Geri Murphy, og selvom hun havde travlt med at pille tape af brugte tanke, vandt hendes nysgerrighed alligevel over, da hun hørte Captain Don og Bruce Bowker tale sammen i rummet ved siden af. Ord som “rapelle” og “klippe” var ikke ord man ofte hørte i en diveshop. Og rigtig nok, det første hun så da hun gik ind på Captain Don’s kontor var et klatre-harness.
Captain Don og Bruce Bowker havde længe snakket om, at de ville udforske revet under klipperne på Bonaires vestkyst, og dagen var nu kommet. Efter at have læsset bilen med udstyr kørte de op nordpå og parkerede lige før Karpata og begyndte at sætte deres udstyr op.
Planen var at rapelle ned af den 6 meter høje klippe, lande i vandet og se om der nu også var noget ved revet. Rebet fik de sat fast på bagenden af bilen og Bruce rapellede frygtløst ned ad klippesiden, landede i vandet og begyndte sit dyk. Efter at have fulgt boblerne så langt Don’s øjne rakte, satte han sig ind i bilen, kørte til Karpata og samlede Bruce op efter godt halvanden times dyk. Bruce gik bort for et par år siden, og derfor besluttede Bonaires Marinepark at omdøbe Rapelle til Bruce’s Rapelle for at mindes Bruce Bowker.
Historier som den her får mig til at værdsætte at vi har båddyk på Buddies... Rapelle er virkelig et fantastisk dyk. Du dykker langs en klippeside som ofte gemmer på skjult dyreliv som f.eks. store grønne moræner, meterlange snappers og i sjældne tilfælde nurse sharks. Revet i sig selv har en fantastisk blanding af bløde og hårde koraller, og er også et af de bedste sites at se viftekoraller. Et helt fantastisk dyk der klart skal være på din bucketliste når du besøger Bonaire.


Billede taget af Sara ved Bruce's Rapelle på Bonaire.
3. Ebo’s Special
Ebo’s Special er kendt som et af de smukkeste divesites på Klein Bonaire, og er opkaldt efter en af Captain Don’s divemasters, Ebo Domacassé. Ebo Domacassé var ikke bare divemaster, han var - ifølge Capain Don - også den første certificerede dykker på Bonaire. Men vigtigst af alt var han en god ven af Don. Han beskrives som værende en fisk i vandet. Han svømmede bedre end fiskene og lige så god som han var i vandet, endnu bedre var han med turisterne. Gæsterne i diveshoppen elskede Ebo.
Men Ebo var langt fra den fødte SCUBA-dykker. Mange år før han overhovedet vidste, hvad komprimeret luft var, fridykkede han dybt ned til Bonaires rev. Men af en eller anden årsag var han skræmt fra vid og sans for rigtig dykning. Men det skulle snart ændre sig. Tilbage i 1967, da Ebo var på arbejde som bartender på den strandbar han plejede at arbejde på, så han to ældre damer. Uden synderligt besvær fik de hurtigt alt deres dykkerudstyr på, og arm i arm forsvandt de ud i vandet. Dér besluttede Ebo, at det var tid til at tage tyren ved hornene
og lære at dykke. Ebo var drevet af hans fascination af livet under vand. Han fandt liv på revet som ingen havde set før, han var blandt de første til at lære folk “Don’t touch, only look” når de dykkede på Bonaire og han satte en ære i at lære dykkere hvad god buoyancy er.
For sit fantastiske arbejde belønnede Captain Don ham med to divesites. Ebo’s special og Ebo’s Reef.
Fun fact: I følge Captain Don var Ebo den første på Bonaire som identificerede en frogfish. Ebo’s Special er et fantastisk dyk. Kæmpe stimer af fisk og et sundt koralrev som gemmer på skjult liv i hvert et hjørne. Ebo’s special er også et divesite som ofte tiltrækker skildpadder fordi det er tæt på Klein Bonaires strand hvor mange skildpadder lægger deres æg.


Billede taget af Sara ved Ebo's Special på Bonaire.
-
Bonaire
18.999,00DKK