Sara på Bonaire - Top 5 Divesites
Skrevet af: Sara Grosen • 07.08.2023
Top 5 divesites på Bonaire
Bonaire er kendt for roligt vand, smukke, sunde rev og fantastisk biodiversitet. Bonaire er også kendt for at have utroligt mange divesites. Hvis du læser den her blog ved du nok allerede at Bonaire er enhver dykkers drøm når det kommer til kystdykning, og fleksibel dykkerferie. Men med alle de divesites kan det være svært at vælge hvor man skal starte.
Så her får I mine top 5 kyst-divesites på Bonaire:
Salt pier divesite
Formentlig det mest berømte divesite på Bonaire (måske med undtagelse af 1,000 steps). Du finder Salt Pier på Bonaire vestkyst, på den sydlige del af øen. Men Salt Pier er ikke kun et divesite. Det er også en aktiv salteksport. Grunden til at Salt Pier er i min top 5, er fordi der er så meget at se der. På Salt Pier finder du både søheste, frogfish, skildpadder og barracudaer. Du vil
også se store stimer af fisk, som samler sig omkring stolperne fra salteksporten. Salt Pier kan dykkes af alle, nye såvel som erfarne dykkere vil få en fantastisk oplevelse der.
Hilma hooker divesite
20 minutter syd for Buddy Dive Resort finder du den sunkne Hilma Hooker. Hun sank i 1984 og har siden da ligget sidelæns ud for Bonaires kyst. Selve divesitet er markeret med 3 bøjer, én ved revet, én ved agterstavn og én ved stævn. Er du certificeret vragdykker er det muligt at penetrere vraget gennem maskinrummet. Rundt om vraget finder du tarpons, store groupers og hummere. Og på revet lige ved siden af kan du også finde grønne moræne ål, squids, blæksprutter og på den rigtige tid af året. Juveniles. Øverste del af vraget findes på omkring 12 meter, og dybeste på 30+ meter.
Jeg vil anbefale at man som minimum er Advanced dykker, førend man begiver sig ud for at se vraget.


Red slave divesite
Et divesite man skal have respekt for. Sydligst på øen finder du Red Slave. Opkaldt efter de røde/orange slavehytter du finder på kysten. Et anderledes dyk, med risiko for stærk strøm og bølger, men ofte er det lige så mildt som Havheksen på Amager Strand en sommerdag.
Indgang til divesitet er nemt og tydeligt markeret. Første del er en sandbund som senere leder ud til et fantastisk rev som fortsætter til dybe dybder. I sandet er der næsten garanti for skildpadder og søheste, ofte også sting- og eaglerays. Og så er divesitet kendt for at byde på delfiner og manta rays i ny og næ.


Kaparta divesite
Flotteste divesite nord for Buddy Diev Resort. Aller nordligst, før nationalparken, finder du Karparta. Du parkerer ved vejen ved siden af det nedlagte hus, som før i tiden var et laboratorium, men nu står i ruiner. Mod vandet finder du en trappe, som går ned til en strand af forstenede koraller, og dér går du i vandet. Indgangen kan godt være en smule udfordrende, hvis man ikke er så let på tå, men bestemt det hele værd. På revet finder du et hav af viftekoraller og revfisk. Men typografien på revet er, hvad der virkelig gør dette divesite til noget særligt. Mange diveshops tilbyder båddyk til Kaparta, men er du en lille smule erfaren dykker, er det intet problem at dykke Kaparta på egen hånd.


Invisibles divesite
Sidst men ikke mindst. Mit favorit divesite på Bonaire. Invisibles er endnu et sydligt divesite, kun 2 minutter fra Salt Pier. Først og fremmest er der et fantastisk rev, men førend du når revet er der et langt sandstykke som rummer de mest fantastiske væsner. 9 ud af 10 gange har jeg set eagle rays der. Derudover er skildpadder, påfugleflyndere, skorpionfisk og stingrays ikke ualmindelige gæster i sandet.
Revet selv har en god blanding af bløde og hårde koraller, og er man til dybe dyk, kan man på omkring 30 meter finde dobbeltrevet. Invisibles er også et populært divesite for de berømte Ostracods, og indgang og udgang er vandet er super nemt. Jeg vil anbefale Invisibles til alt fra Open Water til tekniske dykkere.


Tips og trick til at dykke Bonaire uden guide:
Bonaire er et genialt sted at dykke uden guide, så derfor får du her mine bedste tips til at dykke Bonaire på egen hånd:
- Kig på korallerne og brug fortøjningslinerne. Alle divesites på Bonaire er markeret med en gul fortøjningline. Den idiotsikre metode til at navigere på Bonaires rev er at svømme i overfladen ud til fortøjninglinen (typisk 2 minutters svøm), og starte sin nedstigning der. Næsten alle fortøjningliner er fætsnet på mellem 5 og 7 meters dybde. Når du når bunden kigger du på de bløde koraller og ser hvilken retning strømmen “blæser” dem, og svømmer derefter mod strømmen til din planlagte maks. dybde og vender om når du eller din makker har brugt ⅓ af luften. Stig langsomt op til 5-7 meters dybde og hold udkig efter fortøjningslinen. På den måde er du sikker på at ende samme sted.
- Læs online eller køb en guidebog. Lav dine lektier. Tjek hjemmefra hvilke divesites som er gode for nybegyndere, og læs om revet. På den måde kan du lave en plan på forhånd.
- Telefon-housing. Kan du godt lide at være på den sikre side? Jeg bruger altid min telefon som kamera når jeg dykker, på den måde har jeg altid en telefon med mig i tilfælde af en nødsituation, og jeg kan tage billeder og video hvis jeg ser noget særligt.
- Fortæl nogen at du går i vandet. Uanset hvor du dykker, er det altid en god idé at lade nogen vide at du går i vandet. Send din kæreste, far, ven eller nabo en besked om at du går i vandet og regner med at være retur efter et par timer, på den måde er der nogen der ved at de skal ringe alarm hvis de ikke hører fra dig efterfølgende.
- Tag kun det mest nødvendige med. Selvom tyveri ikke er hyppigt på Bonaire, anbefaler jeg altid kun at tage det mest nødvendige med i bilen, når du tager på kystdyk. Der er ingen grund til at friste svage sjæle ved at lade din pung ligge på forsædet.
- Skaf dig selv en DSMB. Selvom navigation næppe bliver meget lettere end på Bonaire, så er det altid en god idé at være forberedt. Sørg for at en DSMB og et linehjul er en del af dit udstyrs set-up, så skulle det ske at du eller din buddy løber tør for luft, eller ikke kan finde jeres vej tilbage til fortøjningsline, så kan I signalere at I har brug for luft.
Fri retur ved ombytning af vare

