Hajer
-
Rødehavet - Liveaboard - Simply the Best
11.999,00DKK -
Socorro Island - Mexico - Liveaboard
35.999,00DKK -
Malapascua - Filippinerne
13.999,00DKK -
Maldiverne - Liveaboard
21.999,00DKK -
Azorerne
14.999,00DKK -
Egypten - Shagra - Skræddersyet Dykkerrejse
9.999,00DKK -
Palau - Landbaseret
29.999,00DKK -
Galapagos - Liveaboard
59.999,00DKK -
Yucatan - Mexico
14.999,00DKK -
Mexico - Isla Guadalupe - Liveaboard
33.999,00DKK -
Sudan - Liveaboard
19.999,00DKK -
Cocos Island - Liveaboard
51.999,00DKK -
Beqa Lagoon - Fiji
23.999,00DKK -
Sydafrika - Hajsafari
19.999,00DKK -
Palau - Liveaboard
36.999,00DKK -
Alona Beach - Filippinerne
14.999,00DKK -
Maldiverne - Liveaboard - Deep South
29.999,00DKK -
Fransk Polynesien - Grupperejse - 15. Sep 2023
65.999,00DKK
Vi elsker hajer !
I det følgende kan du læse om Morten Højgaards oplevelser med hajer. Fra hans første dyk med de majestætiske hajer, til de drømme og rejser der ligger forude. Længere nede kan du blive klogere på hajer. Her kan du læse om hajers 7 sanser, hvordan hajer trækker vejret og måske bliver der plads til et fun fact, du selv kan vurdere om du tror på.
Er hajer dræbermaskiner?
Jeg er vokset op med Jaws filmene og den skræmmekampagne der fulgte med. Jaws var med til at skabe ideen om at hajer er dræbermaskiner, som man skal frygte, hver gang man tager sig en svømmetur i havet.
Og der er ikke nogen tvivl om at de er effektive ”dræbermaskiner”. Hajerne er et af top rovdyrene i havet, har de gennem mange millioner år, sørget for at holde andre dyrebestande nede og dermed sikret at havets økosystem ikke kommer i ubalance og kollapser.
Mennesket er det værste rovdyr i havet - ikke hajerne
Det kræver ikke meget research for at finde ud af, at man ikke skal frygte hajer, der sker årligt "kun" omkring 5 dødsfald på grund af hajer. Hvor selveste ”Bambi” er skyld i over 130 dødsfald. Så ser du et rådyr på bredden – så skynd dig at hoppe ud i sikkerhed hos hajerne. Omvendt så dræber mennesker mere end 100.000.000 hajer om året!!! Sharkfinning, hvor man fanger hajer for kun at skære finnerne af og bruge dem til suppe eller medicin, er en af årsagerne til dette. De fleste dykkere er klar over dette og kæmper på hajernes side for at få stoppet det.
Mit første hajdyk
Når man som barn er opfostret til at frygte hajer, er det svært ikke at være lidt nervøs og holde en god naturlig afstand, når man første gang møder en haj på et dyk. Men jeg overlevede mit møde med en lille hvidtippede revhaj ud for Lombok for over 20 år siden. Frygten blev vendt til facination og mødet gav mig mod på at lære mere om hajer og lyst til mange flere dyk med mange flere hajer. Siden mit første hajdyk har jeg været bidt af hajer – på den gode måde.


Facinationen af hajer
Hvad er det der gør hajer så facinerende? Hajen er så ikonisk, at når man ser en silhouet, er man ikke i tvivl om at det er en haj. Måden den bevæger sig på når den kommer svømmende helt roligt hen over revet, overlegent med et kæmpe overskud selv i kraftig modstrøm, hvor du må kæmpe bare for at holde fast i revet. Bevidstheden om at det er et toprovdyr du er i vandet med, og ideen om, at hvis hajen ønskede at gøre dig fortræd, så er der ikke meget du kan stille op.
Men du er ikke dens naturlige byttedyr og hvis du respekterer den, og overholder få helt simple retningslinjer, så er sandsynligheden for et uheld meget lille. Til gengæld er gevinsten meget stor, det at dele et divesite med en haj, der over millioner af år er toptunet til af være toprovdyret i havet, og opleve at i – i fælles harmoni har et mål om at sikre økosystemet ( og for hajens vedkommende også at få en lækker fiskebuffet nu og da )
Mine 2 vildeste hajdyk
Vi sejlede 24 timer væk fra Mexicos kyst og ankrede op ud for Soccorro Island, her langt væk fra alt, hoppede vi om natten i vandet, med snorkeludstyr og lygter. Det var ret spooky og meget intenst at ligge der alene og være omgivet af mørket, galapagoshajer og silkehajer. Uanset hvor du vendte og drejede dig, kom der en haj forbi, og helt tæt på lige ud af mørket og op i ansigtet.
Jeg fridykkede et par gange et par meter ned og skulle skubbe til en silkehaj for at kunne komme til overfladen igen. Undervejs kom der to delfiner forbi og hilste på i lygtensskær. Der skulle lige et sæt øl og en tequila til bagefter, for at få adreanalinen ned, så man kunne sove.
Hajer i Fransk Polynesien
Fransk Polynesien er helt fantastisk hvad angår hajer, de er overalt og vi oplevede sorttippede revhajer som havde en ”børnehave” helt inde ved stranden, hvor man kunne gå rundt mellem dem. Nursesharks som kom helt op på stranden og fik lidt fiskeaffald fra en lokal fisker.
Vi mødte en kæmpe greathammerhead på et dyk ved Rangiroa, men turens største oplevelse var nok at dykke på Sydrevet ved Fakarava. Her er der en bestand på 700 revhajer, i et snævert stræde, så at dykke ned til dem og hænge ud på 20 meters dybde og studere en motorvej af hajer der bare fortsætter i det uendelige. Det gør en glad at opleve de økosystemer der stadig er intakte, og det giver et håb om at regulering af fiskeriet og fredningszoner, gør at der er en fremtid for hajerne og dermed hele økosystemer.


Mine næste hajdyk
Jeg har desværre kun dykket med omkring 11 forskellige hajarter. Hvidtippet, sorttippet, grårevhaj, tigerhaj, tyrehaj, sandtigerhaj, lemonhaj, hammerhaj, galapagoshaj, silkehaj og nursehaj – så der er stadig mange hajer der skal dykkes med. August 2022 skal jeg være rejseleder på vores grupperejse til Borneo, hvor jeg håber at se leopardhajer og rævehajer. September 2023 skal jeg afsted til Fransk Polynesien igen. Jeg glæder mig til et gensyn med alle hajerne. Håber at vi igen vil opleve 7 hajarter og skal have talt om der stadig er 700 hajer på sydrevet.
3 haj dykkerrejser jeg drømmer om
Hvis man vil have nærkontakt med store hajer, tiger og hammerhajer, så er Bahamas et must. Her er tigerbeach et hotspot, hvor der er garanti for de gode møder.
Den elegante blåhaj kan man få nogen fantastiske møder med ved Azorerne. Det kræver en lang sejltur og tålmodighed, men på den rigtige dag kan man få flere timer i klart vand i deres selskab.
Så er der selvfølgelig Hvidhajen. Den ultimative haj. Selv om jeg mener at ”en haj – bare er en ven du ikke har mødt endnu”, vil jeg nok være mest tryg ved at være i et bur og observere den derfra, bare indtil vi er blevet venner. Det skal ske i enten Sydafrika eller i Guadalupe i Mexico.
Hvidhajen – Havets konge
Hvidhajen er et af de dyr i verden, flest mennesker frygter. Måske fordi hvidhajen har 300 barberbladsskarpe tænder og en vild lugtesans, der kan lugte blod hele 2 kilometer væk. Derudover kan hvidhajen veje helt op til 2 tons og blive 8 meter lang. Hvidhajen er et rovdyr, der gennem mange års evolution, har fintunet sin måde at leve og jage på. Men i virkeligheden burde hvidhajen være mere bange for os mennesker, end vi mennesker bør være bange for hvidhajen.
Gennem flere års overfiskeri, klimaforandringer der påvirker hvidhajens leveområder og øge plastik i havene, er alt sammen med til at nedbringe bestanden af hvidhajer. Antallet af hvidhajer er faldet drastisk i både Australien og Sydafrika og det er foruroligende for vores økosystemer.
Den franske naturalist fra 1600-tallet, Guillaume Rondelet fortæller om en af hans opdagelser. Han påstod nemlig at have fundet en ridder i fuld udrustning i maven på en hvidhaj. Rondelet var yderst interesseret i marinelivet og var anerkendt i forskningens verden, så han havde umiddelbart ingen grund til at lyve om hans opdagelse. Om du tror på det eller ej, skal være op til dig selv, men et fun fact om hvidhajen, synes jeg vi skulle have med. Du kan læse mere om mærkelig ting, fundet i maven på hajer her.


Hvordan trækker hajer vejret?
Hvordan trækker hajer egentlig vejret? Det er faktisk lidt forskelligt. Ikke alle hajer behøver at svømme konstant, for at optage ilt ved at vandet presses gennem munden og gællerne, når hajen svømmer frem af. Men hvidhajen er fx er en af de haj-arter, der skal være i bevægelse hele tiden, for at ilte.
En hel del andre haj-arter har gennem evolutionen, udviklet en måde hvor de aktivt pumper iltrigt vand hen over deres gæller via munden eller to indstrømningshuller på siden af deres hoved. Den metode gør, at hajerne faktisk kan ligge stille på bunden og tage sig en blunder, hvis de føler for det.
Hajer har 7 sanser
Hajer har nogle utrolig skarpe sanser, de bruger yderst effektivt til at jage med. Hajer ligesom mennesker en lugtesans, en god hørelse, et ret godt syn, følesans og smagssans. Deres snuder er særligt følsomme og man kan se flere videoer, hvor det faktisk ligner at hajer kan gå i en form for trance, når de bliver ”aget” på snuden.
Udover de ovennævnte sanser, har hajer yderligere 2 sanser, der gør dem til havets absolut bedste jægere. Den første er en sidelinjesans, der betyder at hajerne kan registrere og fornemme trykbølger fra omgivelserne og andre dyr i vandet. Den anden og sidste sans, er ret unik. Med hajernes elektriske sans, kan hajer opfange meget svage elektriske signaler. Den elektriske sans sidder hovedsageligt omkring snuden og kan faktisk ses som små sorte pletter, hvis man kigger godt efter. Andre dyr og fisk, kan derfor ikke bare gemme sig i sandet og forvente at hajen ikke finder dem. Deres elektriske signaler afslører dem for hajen, selv i mørke og gemt godt væk under en bunke sand.