Drive & Dive

Drive & Dive

Danmark har en kæmpe kystlinje, der skriger på at blive udforsket. Det er nemt og tilgængeligt for alle. I Kingfish er vi blevet inspireret af Drive & Dive konceptet fra Bonaire, hvor man selv kører ud til divesites og hopper i.

Vi vil gerne gøre det let for alle dykkere, at tage på eventyr under overfladen. Derfor har vi lavet konceptet "Drive & Dive" her i Danmark, som er en komplet dykkerguide med 16 forskellige divesites langs Sjællands kyster.

Herunder finder du et kort med de 16 forskellige divesites. Længere nede på siden, kan du klikke dig ind på hver enkelt divesite og læse meget mere om det. Scroller du længere ned på siden her, finder du også vores generelle guide til dykning i Danmark.

 

Rigtig god fornøjelse. Vi ses i vandet

Drive & Dive - Guide

 

Du kan læse mere om "Det Gode Dyk" og få råd og vejledning til, hvordan du får den bedste oplevelse ud af jeres Drive & Dive tur ved at klikke på boksen herunder.

Kørsel

 

a. Har du egen bil, er det bare om at komme afsted. 

eller

b. Har du ikke egen bil, er der faktisk heller ingen undskyldning for ikke at komme afsted. Det har aldrig været lettere eller billigere, at leje en bil. Benyt fx. GoMore for omkring 300,- for en stationcar en hel dag. 


Udstyr 

 

a. Har du eget udstyr og tanken er fuld, ja, så er det bare med at komme afsted.

eller

b. Har du ikke dit eget udstyr, kan du leje et dykkersæt hos os. Læs mere her

(fif: lej eventuelt flere tanke, så bliver prisen pr. dyk billigere)

Husk alt dit udstyr

De fleste af os har sikkert prøvet at stå ved divesitet og mangle udstyr. Det er brandærgeligt og kan ødelægge selv det bedste humør. Vi har lavet en checkliste til dig, du kan finde ved at klikke på boksen herunder.


Buddy

 

a. Har du en buddy/dykkermakker, så hiv fat i vedkommende og kom afsted!

eller

b. Mangler du en buddy, er der rig mulighed for at finde en. Find et forum eller en Facebookgruppe, hvor andre også søger en buddy. 

  1. Kingfish opretter en FB-gruppe, hvor du kan finde en buddy eller slå en tur op. Følg med på siden her, hvor vi vil opdatere, når Facebookgruppen er klar.
  2. Ellers findes der mange andre grupper på Facebook. Fx Dykkerture Sjælland eller Dykkere i Københavnsområdet.

Vejret

 

Nu er du parat med kørsel, udstyr og en buddy - hvor skal I så tage hen og dykke?

Det bedste råd er at sætte en dag i kalenderen, men vente med at vælge divesitet til dagen før. Vi mener, at det kan betale sig at køre lidt længere for at få bedre forhold, hvis det er nødvendigt. De fleste vil hellere bruge totalt fem timer og få et fedt dyk, end at spare 30 min kørsel hver vej og så bruge fire timer på et dyk i store bølger med dårlig sigt.

Derfor: download en vejrapp på din telefon: Vi anbefaler “Vejret DMI”. Her er der både prognoser fra DMI og YR, der er vindkort fra Windy og havprognoser. Ellers så vælg en App og lær den at kende.

a. Er du ude i god tid, så kan du holde øje med hvordan vinden har været i dagene op til dykket. Der skal gerne være mindst et døgn med fralandsvind, inden partikler har lagt sig, hvis der har være kraftig pålandsvind.

b. Hvor meget vind er der, og hvilken vindretning er der på dagen? Er der under 4 sekundmeter, betyder det ikke så meget, og du kan frit vælge en kyst. Er der mere, skal der helst ikke være direkte pålandsvind.

c. Brug også funktionen på din vejrapp, hvor du kan se bølger og strøm. Er der store dønninger direkte på kysten fra dagene før, eller er der kraftig strøm? Strøm kan være godt for fiskeliv, og kan både betyde, at partikler bliver ført væk og giver god sigtbarhed. Det kan dog også betyde, at partikler bliver ført ind og giver dårlig sigt. Ja det skal ikke være enkelt, her må man prøve sig lidt frem og få noget erfaring fra de forskellige spots.

d. Du kan ikke planlægge det hele hjemmefra, desværre. Det er først, når du står på selve spottet og måske først når du er i vandet, at du kan se om dine formodninger holdt stik. Naturen er naturen. Mange andre forhold som regn, alger etc. er ligeglade med din planlægning. Nogen gange får du en konge sigtbarhed på dage, hvor det ikke burde være muligt og omvendt.

e. Er du først på spottet, og synes forholdene virker usikre eller langt fra optimale, kan du enten køre til et nærliggende spot eller forsøge dig frem og se om sigten er bedre længere ude. Du kan altid bruge dykket, til træning og dygtiggøre dig i navigation og opdrift næsten uanset forhold - så længe det er sikkert at dykke.

 

Du kan læse mere om "Det Gode Dykkervejr" og få råd og vejledning til, hvordan du vælger et divesite med gode forhold. 


Divesite

 

a. Øverst på siden her, finder du alle vores forskellige Drive & Dive guides til divesites på Sjælland. Husk at tage stilling til vejrforhold, når I vælger lokation.

Eller

b. Gå på Google Maps og find en kyst eller et rev der ser interessant ud. Gå på krak.dk og vælg søkort. Her finder du bla. vanddybder. Tag på explorationtur og vær med til at finde nye sites. 

Har du fundet et nyt fedt divesite og har lyst til at dele det med andre, er du mere end velkommen til at skrive til os på [email protected] Husk at du meget gerne må tage billeder af relevante ting/områder osv. og sende med. 

Husk at hygge jer

 

Har I overskud, så gør lidt ekstra ud af jeres Drive & Dive tur. 

Tag en god kande kaffe med, frokost eller lidt frisk frugt og nyd omgivelserne, som I er taget ud i. Hvis vejret er godt, er der næsten ikke noget bedre end en hyggelig picnic efter dykning. Det kan godt betale sig at gøre lidt ekstra ud af det.

Hvad leder du efter?