Paddleboard i Ebeltoft - Øer Maritime Ferieby

Skrevet af: Morten Højgaard • 05.07.21

Paddleboard i Ebeltoft - Smuk natur og rolige omgivelser

Øer Maritime Ferieby i Ebeltoft har perfekte forhold til SUP/paddleboard for hele familien. Vi havde booket to feriehuse til en forlænget weekend. Alle husene er placeret ned til et system af kanaler, hvor alle har mulighed for egen bådplads. Det betyder, at det er muligt at puste sit paddleboard op og opbevare det på terrassen. Der er rigeligt med adgangsveje til vandet - vi havde under 10 meter til nærmeste mole, hvor vi satte vores boards i vandet.

En sluse forbinder feriebyen med havet - perfekte forhold til paddleboard sejlads

Den beskyttede lagune er 1,6 meter over havoverfladen, hvilket betyder, at man skal gennem en sluse for at få sin båd ud i havet. Paddleboardet kan du nemt løfte op og bære de 20 meter forbi slusen, hvis du vil ud i havet. Forholdene gør, at vandet altid er fladt og giver perfekte forhold til en rolig paddleboard sejlads. Kanalerne og øeren kan godt virke som lidt af en labyrint, men det er også det, der gør det til en oplevelse at sejle rundt.

En skøn dag på paddleboard i Ebeltoft  

Vi tog en rundtur gennem den yderste kanal, en tur på ca. 1 km, så alle kunne være med. Der er meget lidt bådtrafik, men du skal selvfølgelig altid være opmærksom. Dog er de få sejlende helt med på at sejle forsigtigt og langsomt. De syv øer er bygget op med broer og tunneller, som du kan sejle gennem på kryds og tværs som en genvej eller omvej alt afhængig af, hvor god du er til at navigere. Det giver noget ekstra til oplevelsen, at man ikke lige kan overskue det hele fra boardet, og når man skal ned på knæ for at paddle gennem en tunnel.

Vi sluttede dagen af med leg, tricks og badning fra boardsene ude i det midterste bassin.

Du kan også tage turen ud gennem (over) slusen og ud i Kattegat. Her er du på åbent hav og skal være opmærksom på skibe, der skal ind og ud af slusen. Når du kommer ud fra den trygge ly af stenmolerne, kan der være store bølger, og vi oplevede flere kitesurfere med en del fart på.

Vil du have en aktiv ferie, kan jeg absolut anbefale at tage dit SUP-board med til Øer Maritime Ferieby, hvor der er god mulighed for oplevelser, motion og leg på vandet for både store og små.

Nordens Venedig - København eller Ebeltoft?

Ejendomsmæglerne i København kalder Teglværkshavnen for "Nordens Venedig". Ejendomsmæglerne til feriehusene i Ebeltoft kalder den Maritime ferieby for Nordens Venedig, så hvad skal man tro?

Da feriebyen i Ebeltoft blev bygget i 1985, må den have førsteret til den titel. 300 arkitekttegnede huse placeret på syv sammenhængende øer i en lagune med et virvar af kanaler, havnebassiner og omgivet af smuk natur, gør det til en smuk oplevelse uanset, hvad kaldenavnet er.

Der er udsat flere hundredtusinder af blåmuslinger, som er med til at rense vandet, så der er af en god kvalitet. Vi fik at vide, at man kan bade i vandet inde i feriebyen uden problemer.

En 3 mm shorty og en svømmevest til en varm dag i Ebeltoft på paddleboard

Det var en varm dag, så en 3 mm shorty var rigeligt. Inde i lagunen sejlede vi uden veste (vi havde dem selvfølgelig med på boardet). Er du usikker i vandet, eller bevæger du dig ud af lagunen, vil jeg anbefale, at du tager vesten på.

(12 varer)

pr. side
Faldende orden

Hvad leder du efter?