Dykkercertifikat og solorejse med Kingfish - 2024

Louise • 4. september 2024

“Skal jeg ik’ lige ta’ den der?”

Startskuddet på en uventet grupperejse til Shagra i Egypten

Jeg tror, det var de første ord, vi udvekslede, næst efter at have præsenteret os selv altså. Min taske røg med i deres bunke på bagagevognen, og så faldt der en sjov bemærkning herefter. Og sådan blev jeg på få minutter helt tryg ved at rejse med på en tur, hvor jeg ellers vidste, at jeg helt sikkert ville komme ud af min comfortzone. Under vand. Og lave øvelser som jeg forestillede mig, jeg aldrig ville turde gennemføre. Men det skulle vise sig, at jeg tog fejl.

Flyveturen til Hurghada føltes som én lang snak med min sidekammerat, som jeg hurtigt gik godt i spænd med. Vi havde ikke engang forladt det europæiske luftrum, før vi begyndte at snakke om livet. Det er noget af det, jeg elsker ved at rejse. Det er mindre “hvad laver du til hverdag?” og mere “hvor er du henne i livet?”.

Paradis midt i ørken 

Efter en bustur til Shagra med mange grin og gode snakke med mine nye venner, landede vi langt om længe i noget, som jeg selv i mørke godt kunne fornemme lignede paradis midt i ørkenen. Det blev bekræftet, da jeg vågnede tidligt næste morgen og slog den hvide kanvas-teltdug til side og blev ramt af solstrålerne fra den smukkeste solopgang ud over havet. “Skal du med til morgenmad?”. Straks stod de der, mine nye buddies, og var klar til at gå til morgenmad sammen.

“Jeg er landet godt. Det er helt magisk her, og jeg er afsted med nogle virkelig gode mennesker,” skrev jeg i en sms til min mor.

Jeg overgik mig selv og overkom alle mine frygttanker

Mellem morgenmad med view over Rødehavet og fælles aftensmad, hvor jeg lærte flere og flere at kende hver dag fra gruppen, prøvede jeg mine grænser af til det yderste, da jeg sammen med tre andre seje kvinder var igennem de obligatoriske øvelser for at få mit certifikat. Hver dag var en udforskning af, hvor meget jeg egentlig gerne ville se den skildpadde, som jeg havde drømt om at se, siden jeg så Jacques Cousteau-programmer som barn i TV.

Tøm masken halvt fyldt med vand på fem meters dybde. Okay, den var svær nok. Fyld den så helt med vand og tøm den. “Det tør jeg ikke,” tænkte jeg. Og når instruktøren pegede på mig, som den næste til at udføre øvelsen, viste jeg med håndtegn, at jeg ikke var sikker. Så pegede han bare på mig igen og nikkede bestemt men anerkendende.

Om det var tanken om skildpadden eller tilliden fra instruktøren, der gjorde det, eller måske kombinationen, ved jeg ikke. Men jeg overgik mig selv og overkom alle mine frygttanker. Så i slutningen af ugen kunne jeg mellem grin og gode jokes stolt fortælle mine nye venner, at jeg også var kommet med i klubben. PADI Open Water-dykker. Det er faktisk sjældent, jeg har været så stolt over noget, jeg har overkommet.

Husrevet tog imod os med det klareste vand

Gennem ugen havde Mads og Henrik dykket sammen og ventet på, at jeg kunne komme med dem. Endelig kunne jeg stå tidligt op med solen og følges med dem i vandet til de tidlige morgendyk, som de havde snakket så meget om. “Det skal du altså prøve! Det er det bedste”. Jeg må indrømme, at jeg umiddelbart ikke helt forstod meningen med at stå op klokken 05, når man har ferie. Men det kom jeg hurtigt til at forstå.

Husrevet tog imod os med det klareste vand, som de første solstråler ramte igennem og reflekterede helt magisk på de store stimer af indiske makreller, som energisk svømmede gennem bugten. Revvæggene piblede med liv, som en by, der lige er vågnet. Bittesmå farverige fisk, som jeg ikke engang kender navnene på, havde travlt med at få gang i dagen. Nogle var nysgerrige og svømmede helt tæt på. Denne gang skulle jeg ikke vise nogen instruktør, at jeg kunne tømme masken eller finde mit tabte andettrin bagved mig. Selvom jeg dog havde travlt med at bruge alle mine nye kundskaber, kunne jeg nyde synet på en helt anden måde. Jeg var fuldstændig bjergtaget af det liv, der var omkring mig. Det var virkelig en helt ny verden, jeg slet ikke vidste eksisterede.

Vi nåede ikke særlig langt ud på husrevet, før Mads pegede fremfor sig. Min maske var begyndt at lukke lidt vand ind og dugge lidt, men jeg kunne godt se, hvad han havde fået øje på.
Der var en skildpadde.

“Shit, mand, det er ikke nu, jeg skal til at tømme maske!” tænkte jeg. Jeg skulle jo bare se den skildpadde. Tænk hvis den nåede at smutte igen.

Heldigvis er sådan en rimelig ligeglad med, at den bliver begloet af tre dykkere. Den havde tid nok, og jeg nåede lige at betragte den lidt med en halvdugget maske. Jeg nåede endda at få en lille tåre i øjenkrogen. Det var så stort. Og så på mit første dyk som certificeret Open Water-dykker.

At den næste grupperejse, var lige så god som den første, havde jeg ikke regnet med

Det værste ved sådan et eventyr er, at det også har en ende. Jeg var helt høj af kombinationen af min egen præstation, at være omgivet af en hel gruppe af gode mennesker med samme passion, god humor og samme lyst som mig til at møde nye mennesker, og så selvfølgelig den nye verden, der havde åbnet sig for mig under havets overflade.
Hjemme i Danmark ventede decemberkulden og hverdagen.

“Du skal da bare med igen næste år!” sagde Henrik insisterende, da vi sagde farvel i lufthavnen.

Jeg var egentlig ikke helt sikker på, det kunne lade sig gøre. Man får kun sådan en oplevelse én gang, tænkte jeg.

I maj i år mødtes vi igen i lufthavnen. Hvis nogen havde sagt på forhånd, at jeg ville få en mindst ligeså god grupperejse som den første, havde jeg nok ikke troet dem. Men det gjorde jeg.