Fri fragt med GLS ved køb over 500 kr.
1-2 dages levering
Prismatch & 90 dages returret
Fri retur ved ombytning af vare
Dykkerrejse til Azorerne
Azorerne • Grupperejse juli 2017 • Peter Haase
Min interesse for hajer tog fart i 2002 på en liveaboard i Australien
Min interesse for hajer tog fart da jeg fik dykkercertifikat i Australien i 2002. Efter en forfærdelig nat i et forrygende stormvejr på en liveaboard til The Coral Sea vågnede vi op til blikstille vejr. Det første jeg så i vandet var fire hajer der roligt svømmede under mig. Siden det dyk 15 år før denne tur, har hajer været i top på listen over ”Most Wanted”.
Et ønske om fællesskabet gjorde, at jeg valgte en grupperejse hos Kingfish
I 2016 var jeg alene på liveaboard i Maldiverne og ærgrede mig over, at jeg ikke var taget afsted med nogen jeg kunne dele det med. Min næste rejse blev derfor en grupperejse til Azorerne med blåhaj-dykning (og potentielt mako-hajer). Grupperejsen 22-30 juli 2017 kostede 13999 kr. Overnatning var i delt dobbeltværelse på Hotel Caravelas tæt på dykkerbutikken. Inkluderet i prisen var også dykning på Princess Alice Banks, hvor der var god chance for mobula rokker.
Tre uger før afgang blev der holdt et infomøde i Kingfish, hvor de praktiske ting blev gennemgået og man kunne få svar på eventuelle spørgsmål. Et par dage derefter blev der oprettet en Facebook-gruppe, hvor man kunne ”møde” de medrejsende.
Turen til Azorerne (Portugal)
Kort fakta: Azorerne ligger i Atlanterhavet ca. 1400 km vest for Portugal. Højeste punkt er Mount Pico med sine 2351 m på øen Pico. Dykning foregik fra Madalena på Pico, hvor der er to hajdyk-outfits.
Turen derned gik via Lissabon og mellemlandingen på seks timer muliggjorde et hurtigt frokost-besøg i byen efterfulgt af fly til Horta på Faial, hvorfra en bus kørte os til færgen til Pico hovedbyen Madalena. Efter checkin blev vi opdelt i to grupper efter erfaring og/eller rejsemakkere - hver dedikeret til en af to rib-dykkerbåde. Første dykkerdag var ”normale” dyk hvor man kunne få banket den værste dykkerrust af og se at udstyret fungerede.
At lede efter hajer kan kræve en god portion tålmodighed
Dag 2 var det alle havde ventet på – dagen hvor vi skulle se blåhajer. Bådene blev sendt ud på skift, hvor den ene båd lavede duftspor med fiskerester i en perforeret spand for at tilkalde og holde på en eventuel blåhaj indtil den anden båd også kunne nå frem. Tålmodigheden kom på overarbejde – der var meget ventetid, kun afbrudt af imaginære hajer der kortvarigt fik pulsen op. Når fiskeresterne var brugt up kom en ny båd ud. Der samarbejdes mellem haj-dykke-firmaerne for at maximere chancerne. Sent på eftermiddagen da vi var i land og næsten havde opgivet håbet fik vi et opkald – at en båd havde en haj.
Inden haj-dykkene var alle briefet: Rulle langsomt i vandet uden plask (hvilket kostede en del blybælter på flere dyk), ingen nøgen hud (handsker + hætte), ikke stikke fingrene frem og generelt forholde sig roligt og holde fast i de nedsænkede snore med bly. Det var sen eftermiddag da vi endelig kom i – og vi hang længe mens det blev mørkere. Flere gange mente jeg at se hajer, men var nok fantasien der spillede en et puds. Til sidst gav vi op – ingen blåhajer.
Tredje dag gik til Princess Alice Banks – et undervands-bjerg med toppen ca. 35 meter under vand beliggende 93 km sydvest for Pico, hvorfra sejlturen tager ca. 4 timer. Her blev vi begavet med mobula rokker – noget jeg aldrig havde været så heldig at se. Det var klart et højdepunkt på turen, og et lille plaster på såret efter vores uheld dagen før. Hvis nogen finder en Beuchat bly-lomme vil jeg gerne ha den igen. Den ligger mellem 35 og 2500 meter vand ;).
De to efterfølgende dage var planlagt som almindelige dykker-dage med ok dykning, men ikke noget der gjorde et stort indtryk på trods af bla. store groupers og andre fisk. Det var nok påvirket af alles skuffelse over ikke at have set nogle hajer, og den derfor lave moral.
Et opkald fra et par lokale fiskere fik pulsen til at stige
Sidste dykkerdag havde alle mere eller mindre givet op med hajerne. Men! Vores skipper havde fået et opkald fra et par lokale fiskere, der havde en 2½ meter blåhaj svømmende rundt om båden, så afsted det gik. Desværre havde vi ikke alt hajdyk-udstyret med, så vi købte en fisk som blev smidt i en lille SMB stof-sæk der blev hejst ned i vandet så hajen kunne holdes i nærheden af duft sporet. Jeg var den første til forsigtigt at rulle i vandet for at hilse på hajen der roligt svømmede omkring og imellem os. En dykker tabte desværre blyloddet og måtte nøjes med at ligge i overfladen, hvilket hajen var oppe og snuse til hvilket hurtigt fik ham til at hoppe tilbage i båden.
Den første haj kom meget tæt på og jeg måtte flere gange holde kameraet helt ind til mig og læne mig lidt bagud når den svømmede forbi. På et tidspunkt var der to hajer – den ene holdt sig dog på afstand. Efter lidt tid kom den anden båd til – så der var lidt mange i vandet, men det var godt at alle fik set en blåhaj.
Én efter én hoppede folk i bådene, men min appetit var åbenbart for stor – og de andre ville ikke vente længere. Min line og blylod at bevæge sig langsomt opad da jeg var den sidste fra vores båd i vandet. Jeg tog et sidste blik på hajen som jeg havde delt de sidste 81 minutter med. På intet tidspunkt havde jeg følt jeg mig utryg.
Jeg har dykket med hammerhajer, hvalhajer, tyrehajer og blåtippede hajer, men mødet med blåhajen står som en af de mest specielle
Mine største haj-møder har været med hammerhajer ved Little Corn Island i Nicaragua, Hvalhajer ved Isla Coiba i Panama og ved Darwin & Wolf på Galapagos, Oceanic Black Tips ved Umkomaas i Sydafrika (No-show Tigerhajer) og bull sharks i Beqa Lagoon på Fiji. Alligevel står denne haj-oplevelse som en af de mest specielle. Måske fordi vi var så tæt på ikke at se nogen. Jeg får sjældent klippet mine mange dykker-videoer sammen, men det gjorde jeg efter denne tur. Der gik mindre end en uge før jeg var færdig:
Maden på Pico fås fra nul til fem stjerner. ”Esplanada DARK!!!” ved siden af dykkerbutikken var det nemmeste sted, hvor burger og fritter var acceptable, mens meget andet var elendigt. Men så fik man i det mindste lov at vente rigtig længe. I den modsatte ende af by og skala lå Tasca ”O Petisca” hvor vi fik det lækreste og møreste oksekød jeg nogensinde har spist – fra køer opvokset på Pico.
Sidste dag på turen (ikke-dykker-dag) lejede nogle af os scootere og udforskede øen mens andre valgte at bestige Mount Pico.
Det er ikke sidste gang jeg skal på en grupperejse med Kingfish.
