Maldiverne dykkerrejse
Maldiverne dykkerrejse


Vi har altid drømt om bountyøer, hvide sandstrande og turkisblåt vand
Helt overordnet har vi altid drømt om at rejse til nogle "Bountyøer" med sandstrande så hvide som sne og turkisblåt vand så langt øjet rakte, hvem har ikke det!
Vi har været mange steder i verden og dykke, lige fra den lidt traditionelle Egypten, med fantastisk flot koral og dyreliv, hajsafari, Norge, Malta, Bali … og nu Maldiverne - et paradis for dykkere.
Vi havde booket vores Maldiverne tur året før, efterår 2020, igennem Kingfish, men Corona kom i vejen for denne tur, så den blev desværre aflyst.
Dette ville dog ikke afholde os fra at prøve en gang til, da vi havde fået en rigtig god og professionel behandling af Kingfish, igennem det dumme og uheldige forløb med aflyste rejser, restriktioner, nye restriktioner, tilbagebetaling, ændringer osv osv. Så vi genbestilte turen et år senere, og vi havde en fantastisk tur.
Rejsen til Maldiverne gik let og smertefrit med Andreas som rejseguide
Som dykkere har vi altid en kæmpe oppakning at slæbe på, så vi valgte at tage toget fra Esbjerg banegård til Kastrup lufthavn. En dejlig nem og afstressende start på ferien. Vi skulle mødes med de andre deltagere i lufthavnen, og helt fra starten følte vi os velkomne i gruppen.
Andreas fra Kingfish havde ansvaret for turens forløb, og sjældent har jeg mødt en mere rolig og behagelig "ung mand", som på en dejlig kompetent måde hele tiden styrede os i den rigtige retning. Selvom vi er vant til at klare os selv, er det alligevel lidt betrykkende, at der altid er en synlig leder, man kan henvende sig til, hvis man er i tvivl om noget.
Turen til Maldiverne - De første bountyøer viser sig fra flyet
Da vi først var kommet afsted, fløj timerne ganske hurtigt. Vi havde en mellemlanding i Istanbul med lidt efterfølgende transfertid at slå ihjel, men godt med downloads af film og serier gjorde, at selve rejsetiden ikke var så belastende, som den mange gange godt kan blive, når man nu rejser langt væk.
Turen fra Istanbul til Maldiverne foregik om natten, så en naturlig ro faldt der over de fleste, og inden vi næsten havde set os om, stod solen op igen. Nu fløj vi over det arabiske hav og ud i det indiske Ocean, hvor vi langsomt fik de første øer af Maldiverne at se, og hvilket syn - den ene perle af hvide øer i turkisblåt vand efter den anden. Nogle store, andre små, nogle beboede andre helt øde, fascinerende.
Da vi landede i Male lufthavn og fik vores bagage udleveret, var det med en vis spænding, at vi trådte ud af den lille lufthavn. Vi blev på ingen måde skuffede, da "havnen" ligger 20 meter fra lufthavnen, og vi herfra blot skulle have vores bagage over på den ventende dhonibåd, en speciel følgebåd, som man dykker fra, under hele opholdet.
En kort sejlads til vores Liveaboard fra Emperor divers og så indkvartering på dette flotte skib. En lækker stor kahyt med stort badeværelse blev vi præsenteret for, meget større end alle de andre liveaboards vi har prøvet tidligere.
Men vi var der jo for at dykke, så lad os nu komme afsted, ud og udforske dette fantastiske ørige, ned under overfladen, hvor vi har fået så mange oplevelser og lad os bare sige det med det samme - de næste dage er de bedste dykkerdage, vi nogensinde har oplevet.
Man bliver bombarderet af indtryk - Fuldstændig fantastisk dykning på Maldiverne
Efter en kort briefing og forventningsafstemning blev vi inddelt i grupper med hver vores dive guide. Ved ikke, om det kun drejer sig om at have den nogenlunde samme erfaring og antal dyk, som afgør sammensætningen af disse grupper, men vi endte i en fantastisk gruppe med ligesindede entusiaster fra øst til vest i Danmark, som fra starten af var velfungerende.
Disse "fremmede" skulle vi nu dykke sammen med i de næste mange dage. Tit har man været ude for, at flere har et større iltforbrug end andre, og dette bliver lidt trælst (godt vestjysk) i længden, da man dykker som gruppe og skal tilpasse sig den, der har det største iltforbrug og dermed godt kan afkorte dykkene for andre. Heldigvis passede det så fint i vores lille gruppe - næsten den samme mængde ilt tilbage efter endt dykning.
Og hvilke dyk. Vi fik den ene vilde oplevelse efter den anden. Manta Rays, eagle rays, sting rays, skildpadder, blæksprutter, grå rev hajer, citron hajer, masser af muræner og selvfølgelig the Big one, hvalhajen. Man bliver bombarderet af indtryk og det ene flotte dyk efter det andet i dette flotte Ocean.
Selve koralrevene er meget imponerende og med et stort og farverigt liv.
På Maldiverne dykker man også med revkrog, en oplevelse vi ikke tidligere har prøvet, men efter lidt instruktion finder man sig pludselig svævende 1,5 meter over havbunden, selvom der godt kunne være en del strøm, uden at bruge unødige kræfter og ilt på at fastholde positionen, så det ene scenarie af 10-12 manta rays der boltrer sig på rensestationen omkring dig, disse store elegante djævler, der yndefuldt flyver rundt omkring dig, er nok et af de flotteste øjeblikke i vores dykkerverden.
17 dyk og en grandfætter rigere efter en vidunderlig liveaboard på Maldiverne
17 dyk blev det til, godt krydret med dejlig mad, barbecue grill aften på bountyø, aftenhygge og godt selskab.
Verden er lille, og Pernille havde nok ikke regnet med at få udvidet sin familie ved at tage til Maldiverne med Kingfish, men det var faktisk, hvad der skete. I vores lille gruppe viste det sig, at hun havde fælles forfædre med en anden deltager, som vi hyggede os rigtig godt med. Vi havde talt lidt om, at han virkede lidt bekendt på en eller anden måde, og pludseligt fortæller han, at han i øvrigt har haft familie, hvor vi kommer fra, den samme kro, som Pernilles oldeforældre ejede, og så gik den store jagt ind på, hvordan det i det hele taget hang sammen, og hvor tæt familiebåndene egentlig var. Nu har Pernille fået sig et grandfætter fra Sjælland.
Dette var et kort oplæg fra en dejlig tur med Kingfish.
Vi var dejlig positivt overrasket over turen, som vi varmt kan anbefale til andre ligesindede dykkerentusiaster. Det er bestemt ikke sidste gang, at vi rejser med Kingfish, og næste tur er allerede bestilt.
De bedste dykkerhilsner
Pernille og Bo
Fri retur ved ombytning af vare


