Maldiverne Liveaboard
Skrevet af: Marianne og Kenneth Rasmussen • 28.03.2022 • Dykkerrejse til Maldiverne marts 2022
Maldiverne Liveaboard - South Central – Projekt Shark
”Strong but crazy”
Vi har gennem nogle år dykket meget, specielt i Egypten, og selvom vi elsker det og mener, at Egypten har det hele, var tiden kommet til at prøve noget andet.
Vi havde overvejet Palau, men endte med at vælge Kingfishs 10 dages liveaboard på Maldiverne med fokus på hajer og med hajeksperten Paul Vinten ombord. - Det fortrød vi bestemt ikke.
Ttirsdag morgen hoppede vi i bilen og satte forventningsfulde kurs mod Kastrup lufthavn, hvor vi mødtes med vores rejseguide Andreas fra Kingfish, og 17 andre glade dykkere. De fleste havde vi hilst på et par uger før til info-mødet hos Kingfish, men vi kendte ikke hinanden, så vi var meget spændte på, hvad det var for nogle typer. – De viste sig heldigvis at være både søde, sjove og behagelige mennesker, og der var et behageligt gensyn med Bo, som vi havde været på grupperejse til Cypern med tidligere.
Flyveturen gik fint med et kort stop i Doha, før vi landede i Male
Lige udenfor lufthavnen blev vi hentet af ”Blue Shadow” – Dohnien vi skulle dykke fra i 9 dage. Jubiii, tænkte vi alle og humøret var i top, da vi sad klar 24 dykkere og vores bagage, endelig sikre på at turen blev gennemført. (Båden havde selv solgt de få pladser, Kingfish ikke fik solgt).
Blue O Two`s ”Blue Voyager” var som vi kender bådene fra Egypten, men Dohni-løsningen var ny for os. Maldiverne kalder det for et flydende dykkercenter, og det er derfra al dykning foregår. Mindst 1 af os tænkte, at det da kun kunne være en fordel at slippe for at skulle trækkes/puffes uelegant som en hvalros op i en gummibåd flere gange om dagen. En fordel er, at Dohnien sejler lidt væk mellem dykkene, så dykkerne slipper for larmen fra kompressorerne, når flaskerne fyldes med luft.
Video af: Kenneth Rasmussen
Strømdyk med hajer
Et hurtigt tjekdyk, hvor vægtene blev justeret, mens vi stadig lå i havn i Male, var eneste tur i vandet den dag, men
vandet var 28-29 grader varmt, og vi var SÅ klar til mere. Næste morgen blev vi vækket kl 6 og klar til briefing og 1. dyk. Vi startede med et vragdyk, blev delt op i 3 grupper à 8 dykkere. Vi syntes selv, vores gruppe var ret god. Der var både plads til at puffe og blive puffet til, og humøret var altid højt.
2. dyk var et strømdyk, men med ”kun” medium strøm. Vi havde dykket i strøm i både Egypten og specielt i Lillebælt, men vi havde aldrig prøvet noget, som det Maldiverne byder på. Vi skulle dog hurtigt lære, at strøm er en gradbøjelig størrelse, og 1. strømdyk var ”nemt”.
3. dyk første dag var et skumringsdyk med ca 100 nursehajer, masser af revhajer, skildpadder, ørnerokker og delfiner i overfladen. Der var lidt strøm, så vi fik mulighed for at øve os med vore reefhooks. Dette blev et fantastisk dyk. Hajerne svømmede nysgerrigt over, under, mellem, forbi og ved siden af os i parader, og
både Ninna og Bo, som lå på hook ved siden af var ved at bliver svømmet ned af de fantastiske dyr. Vi var helt vilde med det.
Allerede dagen efter lød meldingen på, at nu var det strømdyk resten af turen. Hajer elsker strømmen, og vi tænkte, at det kom vi nok også til. DET må siges at være en spådom, der ikke altid kom til at stå helt nagelfast. Nogle gange elskede vi det, og andre gange gjorde vi ikke. De to første dyk på dag 2 var i kategorien stærk strøm. Det krævede en del at svømme under strømmen ind til revet, hvor vi skulle hooke, specielt fordi vi ikke var gode til teknikken endnu. Vores fantastiske guide Alson flyttede lidt rundt på os, hvis vi ikke fik hooket det rigtige sted, så vi kunne se hajerne, rokkerne osv der svømmede ubekymrede forbi. Det er helt utroligt at han kan.
Vores opgave var at holde på maske og regulator, når strømmen var ved at hive begge dele med sig, og ellers bare nyde det forunderlige undervandsliv, Maldiverne har at byde på. Når vi kan se på computeren, at bundtiden eller luftbeholdningen er ved at være lav, signalerer man til makkeren, hvorefter man løsner sin hook og lader sig rive
med at strømmen. DET ER FEDT. Efter sikkerhedsstoppet sender man sin SMB op, og Dohnien kommer efter os. Ret enkelt faktisk.
3. dag roterede guiderne, og vi måtte desværre ”aflevere” Alson. Alle guider var kompetente, men det var trygt at være med en guide, som kendte os. Samme dag overraskede strømmen alt og alle på 3 dyk, så vi fløj i raketfart forbi kanalen, hvor vi skulle have hooket. 2 km væk kom vi op efter det vildeste drift. Albert gav strømmen karakteren 11 på en skala fra 0-10, og det var så der, vi fandt ud af, at strøm deles ind i, - ingen, svag, middel, stærk og crazy. Nu havde vi prøvet crazy.
Mariannes begejstring for strømdyk faldt betydeligt efter den oplevelse, men med den viden vi har nu, ved vi begge, at det jo aldrig er værre, end at man bare sender sin SMB op, så bliver man hentet, så hvis man misser revet, er det ikke farligt.
De næste dage stod på flere kanaler med strøm, for det var jo primært en hajtur. Undervejs holdt Poul 4 oplæg, hvorhan fortalte om hajer. Det var faktisk meget interessant og vi blev bestemt klogere på disse misforståede skønheder. Ved i f.eks at en guitarhaj slet ikke er en haj men en rokke? Joh, nogen har hørt efter i timen. Da vi rundede Thaa Atollen, begyndte sejlturen tilbage op mod Male. Det betød også en markant ændring i dykningen. Først håbede vi at se hvalhajer, og det lykkedes faktisk gruppen at se 3 af disse prikkede kæmper. Hatten af for dem der formåede at svømme dem helt op, for det var godt nok hårdt. Ikke alle så alle 3 hvalhajer, men de var der. Bo fik en stor fødselsdagsgave, da han blev påsejlet af en hvalhaj, mens han lå og regnede med at dykket var slut. Det var netop på hans fødselsdag, og hvem ville ikke gerne have lige DEN historie at kunne fortælle i fremtiden. I løbet af turen voksede historien vist nærmest til at han surfede på ryggen af en hvalhaj på sin fødselsdag, men stort var det i hvert tilfælde.


Manta-Mania - Mantarokker for alle pengene
Et af turens mange højdepunkter var ”manta-mania-dagen”, hvor vi havde hele 4 dyk med mantaer – det hele var fuldstændig mindblowing. Disse store legesyge pragteksemplarer gav opvisning både dag og nat. Albert fortalte, atde ikke kun legede. ”Love is in the air” røbede han. Natdykket med mantaer, der legede med lyset fra vore lygter, så tæt på at de igen og igen ramte os, blev suppleret med nursehajer, der ville være med, en enkelt anden stor stingray, som blev sendt bort fordi den rodede for meget i sandbunden (stakkels dyr), og Andreas så endda delfiner i vandet, som vi andre desværre kun hørte med deres karakteristiske lyde. Det var SÅ godt.
Nu troede vi jo ikke, det kunne blive bedre. Vi så stadig mange hajer – grå revhajer, hvidtippede revhajer, silvertips, sorttippede revhajer, en guitarhaj, skildpadder, rokker i mange arter, størrelser og former, muræner, sprutter, revfisk, napoleonfisk osv. SÅ kom fyrværkeriet på et dyk, hvor vi ikke forventede det. Der var mulighed for at vælge en af to veje på dykket. 1) lavt dyk uden strøm med oceaner af rokker og rev-fisk nær en tunfabrik. Der ville vrimle med fede muræner. 2) dybt med Alson og Poul med chance for at møde tigerhajer og hammerhajer, men der var strømmen kategori Crazy og uden mulighed for hjælp fra guiderne. Vi valgte murænerne fremfor crazy strøm.
Kort efter vi kom i vandet, så Albert de uventede tunhoveder trille ned af skrænten fra tunfabrikken. På 30 m lå de nu sammen med os og trak millioner af rokker og rev-fisk til sig. Det var lidt voldsomt. Modsat briefingen blev vi dybt, og det skulle vise sig, at Albert vidste hvad han gjorde, for SÅ kom de. Først 3 store citronhajer (Albert så 6). Så kom en kæmpe hammerhaj frem. Den blev tydeligt stresset af at have en stor flok dykkere kredsene omkring og over sig hele tiden, men den VILLE have den tun. Da vi ikke troede vi kunne være mere heldige, svømmede ”The tiger” ind på scenen, stor og flot med sine tydelige striber. Det var fantastisk og slet ikke skræmmende. Waaauuu – Ja bare
Waaauuu. En tigerhaj.
Der blev skålet en del på båden den aften.


27 vilde dyk på Maldiverne senere...
Denne tur har været en rigtig dejlig tur. Konceptet med en grupperejse er vi forelskede i. Vi har prøvet det før, og vi vil bestemt gøre det igen. Det er bare nemmere, når vi alle taler samme sprog, og alle er jo vilde med dykning, så det er ikke svært at finde noget at tale om. På tidligere liveaboards har vi været de eneste danskere, og det har også været fint, men man deler bare dagens oplevelser bedre, når det foregår på dansk.
Andreas gjorde det godt som Kingfishs udsendte general. Han kan mange gode historier, har et smittende godt humør og er meget hjælpsom. De ting der må have drillet lidt undervejs, opdagede vi ikke, så Andreas og Albert må have gjort det rigtigt. Da Andreas fornemmede en større forventning om hvalhajer og mantarokker, tog han hurtigt fat i skibets crew, og med kort varsel blev et par dykkerdage ændret, så vi fik det vi ville have – i hobevis. Tak for det.
Vi har ikke rejst med Kingfish for sidste gang, og vi anbefaler andre at gøre det samme.
Maldiverne er bestemt også et sted man bør forkæle sig selv med at besøge. Vi ville slet ikke
hjem igen.
Mange hilsner
Marianne og Kenneth.


Fri retur ved ombytning af vare




