Zanzibar Grupperejse 2022
Skrevet af: Charlotte Sarah Stuhr • 22.11.2022
Zanzibar Grupperejse 2022 – oplev verden sammen med ligesindede
At opleve Afrika har for mig været en mangeårig drøm, så da jeg så at Kingfish havde en grupperejse til Zanzibar i efteråret 2022, skulle der ikke meget selvoverbevisning til, før jeg fik trykket på tilmeld-knappen. I februar var jeg i Shagra, Egypten med Kingfish, og da det var en rigtig god oplevelse og gruppe, var jeg ikke nervøs for at gentage succesen. Jeg var da heller ikke den eneste genganger fra Egypten-turen, der havde fået idéen om at tage med på denne rejse.
Da vi til infomødet skulle præsentere os, stod det hurtigt klart, at mange af de andre var meget erfarne dykkere med flere hundrede – ja endda tusind – dyk i logbogen. Jeg tog dykkercertifikat i 2021, og er på ingen måde en erfaren dykker endnu. Faktisk har jeg mest dykket på ferier siden, så der er ikke i nærheden af 100 dyk i min logbog. Jeg var derfor en smule skeptisk, for kunne jeg overhovedet følge med gruppen af de erfarne dykkere, både når det gjaldt hurtig opsætning af udstyr og selve dykningen? Det skulle dog heldigvis vise sig at blive helt uproblematisk, for jeg havnede i en gruppe med en masse hjælpsomme og søde mennesker og instruktører, der havde masser af tid til spørgsmål og hjælp.


Zanzibar – et paradis med store kontraster
Da vi ankom til Zanzibar med et ”Hakuna Matata” fra de lokale i lufthavnen (hvilket naturligvis blev ugens mantra), og blev kørt til vores hotel, ca. en times kørsel fra lufthavnen, stod det klart, at vi nu var langt væk hjemmefra. Vi boede på Villa Kiva, et sandt ferieparadis med turkis havudsigt, to pools og store lyserøde hawaiiblomster over det hele. Lige udenfor porten var den slående fattigdom dog ikke til at tage fejl af, men det er virkeligheden, og den skal man også have med, når man rejser.
De lokale masaier ventede på os på stranden og håbede på, at vi ville købe deres souvenirs, og i små hytter af siv og strå sad kvinder og børn og solgte lidt grøntsager og frugt, mens andre tilbød billig massage for de forbipasserende. Både de lokale vi mødte, samt personalet på hotellet, var ekstremt venlige og med smittende godt humør, som man ikke kunne lade være at gengælde.


En helt ”almindelig” dag
Dagene startede med at vi mødtes til en lækker morgenmad, der lagde bunden for vores forestående dykning. Vi gik herefter ned i vores dykkercenter, der lå omkring 100 meter nede af stranden, hvilket gjorde det nemt og praktisk at komme frem og tilbage. Jeg havde som den eneste i gruppen lejet udstyr på lokationen, og de lokale instruktører gjorde det så nemt for mig som muligt og havde pakket en taske, som jeg kunne tage med i vores lille bil eller båd, når vi skulle ud til dykkerdestinationen. Vi kørte eller sejlede gerne omkring 30-40 minutter, for så at komme ombord i en båd, hvor vi satte udstyr op og havde to dyk med omkring en times mellemrum, inden vi tog tilbage og spiste frokost på hotellet.
Eftermiddagene var herefter fri til hvad man havde lyst til, man kunne udforske området, tage på forskellige udflugter arrangeret af hotellet, eller blive hjemme ved poolen med en bog og en drink i hånden.
Om aftenen spiste vi oftest sammen i gruppen, enten på hotellet eller på en af de andre lokale restauranter langs stranden. Man kunne dog sagtens vælge at tage ud og spise andre steder, og man var på ingen måde fastlåst til gruppen. Jeg synes dog at det var rart, at vi var mange, der spiste sammen, mens vi fik snakket om dagens begivenheder og dyk. Det skaber et stærkt fællesskab på sådan en tur. Dagen blev gerne afsluttet med et glas vin eller en drink med udsigt til havet, før vi sagde godnat og gik til opladning til endnu en spændende dykkerdag.
Fantastiske dyk i Det Indiske Ocean
Dykning i Det Indiske Ocean skuffer sjældent, hverken for erfarne eller nye dykkere. Vi blev hver dag taget med ud til forskellige dykkersites, hvor vi hoppede i det totalt turkisblå vand med en temperatur på omkring 25-26 grader, fyldt med eksotiske og farverige fisk. Vi så blandt andet papegøjefisk, klovnefisk, skorpionfisk, store blæksprutter, trompetfisk, klarinetfisk, nøgensnegle – og halen af en revhaj, der havde gemt sig godt inde i en hule.
Vi blev inddelt i grupper alt efter erfaringsniveau, hvilket fungerede godt, og jeg følte mig tryg hele vejen igennem, med en lokal instruktør, der var opmærksom på vores lille gruppe bestående af fire personer, som de briefede fint før dyk. Stemningen var ikke stresset, og der blev taget godt hånd om én hele tiden. Det kan måske virke overflødigt for de garvede dykkere, men er nu rigtig rart for en, der stadig er forholdsvis ny i gamet. Flere fra gruppen var også opmærksomme på at spørge, om man havde brug for hjælp med udstyr osv., og den hjælpsomhed og imødekommenhed oplever man generelt altid blandt dykkere, er mit indtryk.
For mig føltes det helt perfekt med de to dyk om dagen, og der var flere der tog en ”fridag” i løbet af ugen, hvis man havde brug for en pause. Der var generelt rigtig gode og fleksible forhold alt efter, hvad man havde lyst til. Jeg fandt hurtigt ud af, at denne rejseform passer mig rigtig godt, for på den tidligere gruppetur var fokus mere på ”hardcore” dykning, og der var ikke helt så mange muligheder for at opleve andre ting, som der var på denne rejse, selvom dykningen jo alligevel var i fokus. Det gjorde det til en rigtig god, sammensat rejse, efter min mening.


På opdagelse i Zanzibars kultur og historie
En af dagene dykkede vi nær Stone Town, en gammel handelsby som er optaget på UNESCO Verdensarvsliste, så den skulle vi selvfølgelig ud at opleve efter dykket. Vi inddelte os i mindre grupper og begav os gennem smalle farverige gader med butikker, malerier, vogne fulde af frugt og gamle kirker og moskeer - en by der ligefrem emmer af historie og kultursammensmeltning. Nogle besøgte et slavemuseum, og da Stone Town før i tiden havde et af de største og sidste slavemarkeder i verden, var det en oplevelse, der satte sig. Om aftenen var vi på sunset cruise og spiste på en lokal restaurant sammen.
Vi var desuden på krydderitur, noget som Zanzibar også er kendt for, hvor vi så hvordan alt lige fra ingefær og kanel til ananas og stjernefrugter gror i naturen – og ikke mindst hvordan man henter kokosnødder ned som en lokal, der kravlede op i toppen af et svimlende højt palmetræ! Derudover var der tur til Jozani Forest, hvor vi oplevede mere af den smukke natur og vilde aber. Ret fantastisk at få set så meget af Zanzibar på den relativt korte tid, vi trods alt havde.


God stemning og plads til alle – tag afsted!
Jeg er endnu engang blevet bekræftet i, at grupperejser virkelig kan noget særligt. Det er altid sjovt at møde mennesker, man nok aldrig ellers ville være kommet i kontakt med, men som man hurtigt får en god relation til, og ikke mindst gode samtaler med, via den fælles interesse i dykningen.
Jeg har fået mange nye bekendtskaber på de her ture, som jeg helt sikkert gerne vil afsted med igen. Om man er 20 eller 70 år, er nybegynder eller teknisk dykker, gør heller ikke den store forskel, for der er altid nogen, man kan tale med. Langt de fleste er jo netop afsted, fordi det er sjovt at møde andre ligesindede, så man kan nærmest kun forvente imødekommenhed og godt humør. Nogle af os fra denne tur er da også allerede enige om, at det bestemt ikke er sidste gang, at vi skal til Zanzibar.


-
Zanzibar
17.999,00DKK
Fri retur ved ombytning af vare

