Grupperejse til Nakari 2022

Skrevet af: Julie Hellelund • 13.12.2022

Grupperejse til Nakari - en uforglemmelig oplevelse!

For et år siden havde jeg aldrig overvejet at blive dykker. Ikke fordi, det ikke virkede appellerende, men det havde bare aldrig strejfet mig som en mulighed. Så stod jeg lige pludselig for ca. 6 måneder siden med et OWD-certifikat i hånden - og det skulle bare bruges!

Siden da har jeg dykket rundt i de grumsede danske farvande, på en maks-dybde af 12-15 meter. Og i Danmark betyder det jo ikke nødvendigvis, at det bliver et mere spændende dyk; tværtimod betyder det ofte bare mørke og kulde.

Så da en grupperejse til det varme, blå vand i Egypten pludselig var en mulighed, hoppede jeg straks med ombord. Uden at tøve ringede jeg til Kingfish og tilmeldte mig.

Et smugkig på det farverige marineliv ved Rødehavets kyst

Men hvorfor lige en grupperejse, spørger du måske...?

Som relativt ny dykker har jeg ikke et voldsomt stort dykkerfælleskab. Og når man ikke har eget udstyr, kan det hurtigt løbe op i en større sum, hvis man skal leje udstyr, hver gang man vil ud at dykke. Men på en grupperejse får man både et fællesskab, utrolige dyk og lejer man udstyr kan det helt klart bedre betale sig. Det fede ved netop Nakari-campen er de ubegrænsede dyk. For en fast pris, kan man dykke uendeligt meget.

Men fællesskabet er helt klart det bedste ved sådan en grupperejse. I vores ”lille” gruppe på 23 mand, var vi flere solo-rejsende. Det betød, at flere stod uden makkere på første-dagen. Vi fandt hurtigt sammen i par eller små grupper, og så var det ellers bare i vandet. I løbet af ugen nåede vi vist alle at dykke på kryds og tværs i alverdens gruppe-kombinationer. Unge og ældre, drenge og piger, erfarne og helt grønne dykkere. Selv folk der havde rejst derned i grupper, var super rare, og åbne for at have andre dykkere med ude. Alle kunne med alle, og det gjorde bare turen så meget bedre.

Også på land holdt fællesskabet os stærkt sammen. Mellem dykkene blev Rødehavs-bøger gennembladret for at finde de arter man havde set, der blev fortalt anekdoter fra dykkene, og historier fra livet derhjemme blev delt. Man bliver hurtigt tæt knyttet når man bruger en uge uafbrudt sammen.

Gruppebillede foran diveshaden

En tur på dybt vand i Rødehavet

Selvom størstedelen af dykkene foregik på vores eget lille husrev, ca. 5 skridt fra diveshaden, havde vi også nogle fantastiske ture ud af huset. Vi besøgte blandt andet de nærtliggende sites Shaab Samadai (bedre kendt som Dolphinhouse), Habili Nakari, og selvfølgelig også Elphinstone (som godt nok ligger lidt længere væk). Det var nogle helt fantastiske dyk med utroligt mange flotte fisk i alverdens farver. Der blev set alt fra delfiner, hajer og skildpadder til skorpionfisk, blæksprutter, snegle og orme… listen fortsætter. Selv på vores eget lille rev syntes jeg, at vi fik set en god mængde af forskellige arter - men det var godt nok noget andet på de dykker-sites lidt længere fra kysten.

Fordi vi var en større gruppe, var der mulighed for disse slags ture hver dag. Minimum-kravet for at en tur kunne foregå var 6 personer, så det kunne der hurtigt skrabes dykkere nok sammen til. Der var derfor også flere i gruppen, der nåede at besøge de samme sites flere gange. Og det er bestemt ikke nogen dårlig ting. Alle de steder jeg nåede at dykke, er helt klart flere besøg værd.

Briefing før afgang til Dolphinehouse. Hele holdet er samlet og klar til nogle fede dyk

Livet på land mellem dykkene

Dykning er nok noget af det bedste jeg har fundet på at gøre i mit liv. Men én ting er åhh så irriterende ved det… tvungne overfladeintervaller.
Når man dykker op mod 5-6 gange om dagen (nogle når 7 eller 8 dyk, hvilket blæser mig helt bagover), kommer der nogle tvungne overfladeintervaller, hvilke jeg som ivrig dykker bare gerne vil have hurtigt overstået. Det sagt, har jeg fundet ud af, at overfladeintervallerne faktisk er en hyggelig, social del af sådan en dykkerferie. Man har jo pludseligt et stort netværk i en dykkerlejr med ca. 50 dykkere, når man kender de 20 af dem. Så snart man kommer op af vandet går de første 15 min. hurtigt med at skifte tank, skylle udstyr og snakke om dykket. Herefter går turen til cafeteriet, en lige akkurat overkommelig distance på ca. 20 meter. Her nydes en kold sodavand, en kop kaffe eller te, et lille stykke kage, eller hvad man ellers kan finde mens der hyggesnakkes. Det er den tid, hvor vi som gruppe rystes sammen, og lærer hinanden at kende. Er man helt udkørt og har brug for en lille lur, er der selvfølgelig ingen tvang til at være social. Så kan man lægge sig ned i sit telt og tage en lur (hvis ellers man kan holde varmen ud!).

Dog vil jeg sige, at overfladeintervallerne primært er ventetid. Der er altid nogen klar til at gå i vandet. Så det øjeblik ens overfladeinterval er færdig, så hopper man bare med en vilkårlig gruppe eller buddy ned i dive-shaden og gør sig klar.

Vi venter på at komme tilbage i vandet til de her små fyre

Next stop: Somewhere blue

Efter en fantastisk uge i Egypten kan jeg med sikkerhed sige, at det i hvert fald ikke er sidste gang, jeg tager sådan en rejse. Det er på ingen måde udelukket, at jeg om et års tid eller to, befinder mig på Maldiverne eller Bonaire med en regulator i munden og en tank på ryggen. Efter at have prøvet det af på en grupperejse, er lysten da bare endnu større! Og grupperejse; det er altid en mulighed. Lige meget om det er min første dykkerrejse eller den tolvte.

Ingen planer er lagt endnu, men jeg er bestemt ikke færdig med det varme vand. Dykning i Danmark kan noget - men blåt vand er bare noget helt andet.

Divesaden set fra vandet